Sanders Historiske Hjørne: Skjoldbjerg Kirke 100-års jubilæum – 1921-2021

Sanders Historiske Hjørne

Af Carsten Sander Christensen

Den 23. januar 2021 havde fillialkirken til Vorbasse kirke i Skjoldbjerg, 100-års jubilæum. På grund af den nuværende situation i landet har man skudt jubilæet til 2022. Skjoldbjerg er en mindre bymæssig bebyggelse, der ligger 7 kilometer syd for Billund på vejen mod Vorbasse. Skjoldbjerg og lille Almstok har siden middelalderen været en del af Vorbasse sogn, medens Store Almstok var en del af Billund sogn. De har aldrig haft egen sognekommune. Siden 1970 har området været en del af Billund Kommune, og fra kommunalreformen i 2007 en del af ny Billund kommune. I midten af 1700-tallet boede de her på egnen så bekendte kartoffeltyskere i en koloni i Skjoldbjerg området. I en årrække bar området derfor navnet Moltkenbjerg og Over Moltkenbjerg efter Frederik 5.’s (1723-1766) overhofmarskal og lensgreve Adam Gottlob Moltke (1710-1792).

Skjoldbjerg området har haft to kirker. Den ældste, Den Røde Kirke i Lille Almstok, som der har været en klumme om her i avisen, blev opført for mere end 800 år siden. Den blev nedlagt i midten af 1300-tallet. Så skulle der gå mere end 620 år før der kom en ny kirke. I starten af 1900-tallet steg befolkningen støt i det daværende Vorbasse sogn og behovet for en kirke i den nordlige del af sognet blev større og større. Dette skyldtes blandt andet vækkelserne, der kom fra Vestjylland i slutningen af 1800-tallet. Derved blev mængden af kirkegængere nærmest 100% her på egnen. Tre mænd fra Skjoldbjerg/Almstok området gårdejer Niels Søndergaard, gårdejer Peder Johansen og gårdejer Jens Horsted Nielsen rejste til Ribe for at få biskoppen i Ribe Stift, Gabriel Koch, i tale. Han var lydhør og foreslog at bygge en kirke og inddrage Store Almstok i kirkedistriktet. Biskoppen havde støttet projektet siden 1905. Første Verdenskrig sinkede dog processen og byggeriet gik først i gang i 1919.

Skjoldbjerg Kirke – Foto: René Lind Gammelmark

Inden da var en større proces i gang i Skjoldbjerg, hvor de 300 indbyggere skulle skæppe godt i kassen før staten ville interessere sig for byggeriet. Omkring 90.000 kr. kom fra staten, mens o. 115.000 kr. måtte tilvejebringes i befolkningen. Temmelig store beløb i starten af 1900-tallet. Men befolkningen nåede i mål og byggeriet satte i gang og skulle vare i 2 år. Herefter henvendte det nedsatte kirkeudvalg sig i 1918 til arkitekt H. Lønborg-Jensen fra København. Han var ikke ukendt. Han havde tegnet Vesterhede, Stenderup, Nollund og Urup kirker. Og var for øvrigt i gang med renoveringen af såvel Hejnsvig kirke som Grindsted kirke på daværende tidspunkt. Desuden henvendte man sig også til en ikke helt ukendt tømrer- og snedkermester i Billund, Ole Kirk Christiansen. Han var blandt andet udlært i Give og havde i sin egenskab i det man i dag ville kalde entreprenør færdiggjort flere byggerier i det nuværende Billund Kommune i starten af 1900-tallet. Smedearbejdet blev udført af Marius Peter Christensen fra Billund, murerarbejdet af murermester H. P. Rasmussen fra Farre og malerarbejdet af malermester Hans Jensen ligeledes fra Billund.

Kirkeudvalgets formand Søren Madsen fra det daværende Over Moltkenbjerg skænkede jordloddet til den nuværende kirke og kirkegård på en bakketop mellem Lille Almstok og Vorbasse. Grundstenstennedlæggelsen fandt sted den 3. juli 1919. Herefter skænkede 35 beboere omkring 40 favne kampesten til byggeriet. Der er ret tydelige på byggeriet. To hyrede stenkløvere Rasmus Pedersen og Jens Verner tilvirkede kampestenene i det tempo som beboerne afleverede dem. Herefter indgik de i byggeriet. Arkitekt Lønborg-Jensen udformede dog Skjoldbjerg kirke anderledes end de øvrige nye fillialkirke på egnen. Middelalderkirken i Tveje Merløse lidt syd for Holbæk by og klosterkirken i Veng (Cistercienserordenen 1166-1168) nord for Skanderborg inspirerede ham til Skjoldbjerg kirke. Tårnet kom fra Tveje Merløse og apsis fra Veng.

Men selv om kirken er yngre dato er den besiddelse af en af de ældste religiøse kirkebøger i Danmark, Frederik 2.’s kirkebibel fra 1589. Bibelen blev fundet på loftet på gården Mamrelund på adressen Almstokvej 13 i Lille Almstok. Man går ud fra at kommer fra den nærliggende Randbøl kirke og så eventuelt via en vandrelærer er havnet på gårdens loft. Skjoldbjerg Kirke fik den foræret af personer der var vokset op på Møllegården på adressen Almstokvej 27 ligeledes i Lille Almstok. Her var den blevet brugt den gemmested for glansbilleder. Kirkebibelen var i løsbladssystem og derfor i en lidt slidt forfatning ved overdragelsen, men den blev restaureret på ny i slutningen af 1990erne.

I årene 1919-1925 blev der i Danmark formidlet, organiseret og afviklet o. 25.000 ophold for wienerbørn. Dette skete på privat grundlag som en humanitær håndsrækning til fattige og sultne børn, præget af den alvorlige krise, som ramte Østrig og specielt Wien efter nederlaget i Første Verdenskrig. Efter 3 til 12 måneders varighed vendte wienerbørnene tilbage til Wien. Blandt Skjoldbjerg kirkes ældste gravsten, finder man et sådant wienerbarn. Wilhelmine Dexinger, født i Wien den 8. januar 1915 og død i Skjoldbjerg den 6. februar 1922 og på gravstenen er der en lille hvid gravplade med et lille tysk gravvers.

Igennem tiden er der foretaget renoveringer af kirke. I 1937 blev der indlagt elektricitet, i 1965 byggedes et kapel og i 1971, ved 50-års jubilæet blev kuppelen på tårnet istandsat. I 1946 var kuppelen blev delvist ødelagt ved et lynnedslag. Endelig blev prædikestolen renoveret i 1984. Skjoldbjerg kirke og kirkedistrikt blev indrettet indenfor Vorbasse kirkesogn i 1921. I 2010 blev Skjoldbjerg et selvstændigt kirkesogn.

Skjoldbjerg Kirke – Foto: René Lind Gammelmark

Kontorbutikken refurb banner