Af Louis Bülow
Da Danmark blev besat af tyskerne den 9. april 1940, faldt det i Johannes G. Sørensens lod som speaker i Statsradiofonien at oplæse kongens budskab til den danske befolkning.
Johannes G. Sørensen fra Sdr.Omme -Kildle: Nationalmuseets Samlinger Online
Fem år senere om aftenen fredag den 4. maj 1945 nåede frihedsbudskabet Danmark gennem Radio BBCs danske nyhedsudsendelse. Også denne gang var det Johannes G. Sørensen, der videreformidlede de legendariske ord, der blev sendt direkte fra et spartansk kælderstudie i London under den historiske gade The Strand.
Ved skæbnens forunderlige spil skulle det således blive journalist Johannes G. Sørensen fra det vestjyske, der som radiospeaker kom til at viderebringe såvel det tungeste som det lykkeligste budskab i Danmarks historie.
Som manden med den gyldne stemme havde Johannes G. Sørensen rødder her i lokalområdet med tilknytning til egnen omkring Grindsted. Ifølge en folketælling var han søn af købmand Jens Sørensen og hustru Maria Sørensen, Kirkeby, Sønder Omme.
Johannes G. Sørensen var i gang med at oplæse de danske nyheder om aftenen den 4. maj 1945, da en stakåndet kollega få minutter inde i udsendelsen kom styrtende ind i studiet og viftede med hvad man nu om dage ville kalde breaking news.
I sine erindringer har Johannes G. Sørensen fortalt, hvad der egentligt skete den mindeværdige forårsaften i studiet i London, hvor mange hjemme i Danmark havde forsamlet sig omkring radioapparatet for at lytte med:
”Pludselig faar jeg et kraftigt Puf i Ryggen. Jeg fortsætter med at læse, et Puf til og endnu et. Journalist Flemming Barfoed staar ved siden af … Jeg læser en Sætning færdig og lukker Mikrofonen. Flemming stammer, mens han snapper efter Vejret: – Montgomery… Kapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Danmark… sig det! … Tør du, tænker jeg, uden et Ord skrevet, hvor har Flemming det fra? Jo, han er god nok, det er rigtigt. Med en voldsom Anspændelse for at beherske Stemmen gør jeg Tegn til Stilhed …”
Efter en kort pause for slukket mikrofon, hvor tyske støjsendere var alene om at fylde æteren, improviserede Johannes G. Sørensen til akkompagnement af historiens vingesus de ikoniske ord, der skulle komme til at markere afslutningen på besættelsens fem forbandede år: ”Her er London … I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager …”
Med Johannes G. Sørensens egne ord:”… Langsomt og nøjagtigt, ikke et Ord maa gaa tabt, her maa ikke snubles … Jeg har at bringe Montgomerys Ord til Danskerne, som jeg har faaet dem. Er de ikke store nok? Jo, sandelig, blot et Dusin, men de vender Danmarks Skæbne …”
Johannes G. Sørensen slutter sin beretning: ”Da Danmark blev besat, faldt det i min Lod at læse Kongens Budskab til det danske Folk. Nu havde jeg læst Budskabet om Besættelsens ophør. Jeg var taknemmelig mod Skæbnen, jeg havde oplevet mit Radio-Livs Højdepunkt.”
Klokken var 20,36 fredag den 4. maj 1945. Tiden gik nærmest i stå, frosset fast i generationers erindring. En aften man årtier senere kunne genkalde sig i alle detaljer. Man huskede præcist, hvor man befandt sig, hvem man var sammen med, hvad man lavede.
Iflg. Lokalhistorisk Arkiv i Ansager boede Johannes G. Sørensens forældre dengang i Ansager, mens han selv var i London som besættelsestidens danske stemme i BBC. Den aften sad forældrene og lyttede til hans oplæsning af befrielsesbudskabet – samme dag fyldte moderen 67 år …
Da Johannes G. Sørensen havde sagt de berømte ord, der mejslede sig ind i lytternes hukommelse, eksploderede også Grindsted-egnen i euforisk glæde og begejstring. I de hektiske befrielsestimer var alt en sydende heksekedel, de forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned og tændte stearinlys sat i vinduerne. Man samledes i gaderne og omfavnede hinanden, man festede og sang nationalsange til langt ud på natten.
Men også i Grindsted var glæden over befrielsen iblandet sorg og vemod over dem, der havde betalt den højeste pris i kampen mod tyranni og undertrykkelse. Man tænkte på dem, man savnede – dem, der ikke klarede den …
Som de tre modstandsfolk fra Grindsted Palle Hansen, Søren Bojsen Madsen og Arne Mikael Hansen, der var blevet taget af Gestapo i oktober 1944 og senere deporteret til den berygtede KZ-lejr Neuengamme. De døde efter måneders mareridt.
Seks andre frihedskæmpere fra Grindsted overlevede mod alle odds, og efter befrielsen kunne de alle vende tilbage til deres hjemby – og deres kære.
Flankeret af en bevæbnet æresvagt af fire lokale modstandsfolk med det blå, røde og hvide frihedskæmperarmbind blev de hjemvendte KZ-fanger i bilkortege ført ind i Grindsteds bymidte. Turen formede sig som et sandt triumftog forbi Andelsklædefabrikken over den gamle viadukt ind ad Borgergade til Torvet, hvor en større menneskemasse havde forsamlet sig.
I civilingeniør Arne Andreasens erindringsbog Fange nr. 69109 i Neuengamme kan man læse, at bilerne i kortegen blev parkeret ved siden af hinanden med front mod Varde Banks hovedtrappe, hvor det officielle arrangement med modtagelse og velkomst foregik.
Da modstandsheltene viste sig på den store trappe, blev de hyldet og tiljublet af den begejstrede menneskemængde i et hav af Dannebrogsflag, blomster i alskens farver og et væld af udsprungne bøgegrene.
Der blev holdt taler af sognerådsformand og redaktør Christen Christensen, af byleder i modstandsbevægelsen H. P. Christensen og overlærer Sørensen. Der blev sunget sange: Ja, vi elsker dette landet, Der er et yndigt land og til slut Altid frejdig, når du går.
En bevæget Mogens Høirup fra Grindsted Kost- og Realskole takkede på gruppens vegne for den overvældende modtagelse, og Vestkysten kunne dagen efter under overskriften De hjemvendte Grindsted-Borgere fik en straalende Modtagelse fortælle sine læsere: Det blev en stor og uforglemmelig Stund …
Efter befrielsen blev de tre modstandsfolk, der bukkede under for strabadserne i KZ, hædret ved en storstilet mindegudstjeneste i Grindsted Kirke. En af deres kammerater fra modstandsbevægelsen i Grindsted Arne Andreasen holdt den gribende mindetale:
”De var mine Kammerater … Vi, der fik en bedre Skæbne, sørger over dem, men et stolt Minde er tilbage, et Minde, som for os aldrig vil blegne … da vi rejste hjem, var vor Glæde blandet med Vemod. De gav deres Liv, for at vi kunde leve … de elskede det Land, vi bor i, og mente, at intet Offer kunde være for stort, naar det gjaldt at befri det …”