Af Louis Bülow
Det lille landbosamfund Hejnsvig i det vestjyske er helt ind i sjælen rundet af stoute bønder og missionsfolk med værdifællesskab, bibelske traditioner og kristenkultur dybt forankret. Et fattigt hede sogn, hvor en nøjsom natur igennem generationer har tvunget landsbyens forfædre til en barsk og slidsom kamp for bare at overleve.
Vi skruer tid og sted tilbage til nostalgi og gamle dage i den idylliske landsby i de dydige og sorgløse Far Til Fire – 1950’ere. Verden var endnu ikke gået helt af lave, det store velfærdsræs med stress, jag og ubønhørlige præstationskrav lå lige om hjørnet, og indtil da oplevedes en tidsalder i sort/hvid ganske vist, hvor der blev værnet om børn, kernefamilie og klassiske dyder og idealer.
I landsbyens stråtækte skole var alt ved det gamle: faste traditioner som morgensang blev stadigt holdt i hævd som skoledagens første programpunkt, de bærende principper i undervisningen var stadigt streng disciplin og udenadslære, og katekismus og salmevers blev stadigt terpet ind i børnenes hoveder sammen med remser af kongerække, floder og hovedstæder.
Den gamle landsbydegn Knud Jensen – Kilde: Hejnsvig Sognearkiv
Men for gamle lærer Jensen var lærergerningen et kald, en passion, og med sans for meningsfyldt undervisning lyste han op i skoletidens trængsler. Kæft, trit og retning eksisterede ikke i hans verden, hvor straffeprotokol og spanskrør var begravet dybt i katederskuffen.
Som han sad der stout og bred bag sit kateder, lignede han det, han var – ikke en oppustet degn som Per Degn i Holbergs Erasmus Montanus, men en ægte landsbydegn helt ind i sjælen forankret i dansk bondemuld, der skulle blive en forgudet lærer, vejleder og mentor for generationer af skolebørn.
I de år havde litteratur, kunst og kultur i hverdagen trange kår for småkårsfolk i det vestjyske. Børn og unge i 1950’ernes Hejnsvig var milevidt fra de privilegier, som eliten andre steder i landet tog som givne: en kunstudstilling, en digtoplæsning, en opera, en klassisk koncert, en teaterforestilling.
Drengen fra det fattige husmandssted eller arbejderpigen levnedes ikke de store muligheder for at tage med mor og far på Nationalmuseet eller Det Kongelige Teater. For dem begrænsede kunst og kultur sig til at købe en søndagsbillet til cowboyrækken i rejsebiografen i forsamlingshuset.
I den lille landsby lærte børnene allerede tidligt at gå til hånde derhjemme, men på de lange sommeraftener legede raske piger og drenge med fantasien som nådegave røvere og soldater, tagfat eller skjul på de små marker, stier og veje. Der blev spillet med marmorkugler eller fodbold på det gamle stadion, eller tiden blev fordrevet med at gå på blommejagt i nabolaget. Bagefter blev der hygget til den store guldmedalje omkring den søvnige gadelygte ved pølseboden eller ishuset.
I de kolde vintermåneder stimlede børn og unge sammen på en tiliset mark og boltrede sig med kælke, ski og skøjter, mens blide snefnug dryssede sit hvide slør over land og by. I skumringstimen oplevede man glæden ved at være sammen og hyggede sig Ved Julelampens Skær med håndskrevne julekort i stakkevis, bladrede i julekataloget fra Daells Varehus, lyttede til Giro 413 og plantede smil og solskin med Den Gamle Gartner eller sang med på Mor er den bedste i verden.
Møllebakken, her et billeder fra 1930’ernes Hejnsvig
1950’erne skulle blive det sidste årti, hvor livet som husmor var på fuld tid som omsorgsfuld bagland og familiens samlingspunkt med en stor og omfattende husholdning at tage sig af.
Med sin dybe kalden kimede landsbykirkens klokker ind til julegudstjeneste, hvor sognebørnene skulle opleve de elskede julesange hånd i hånd med julens fortællinger. Kirken var som altid fyldt til sidste plads, og i et brus af salmesang, dæmpet orgelspil og levende lys forkyndtes julens budskab om fred, godhed og kærlighed.
I det lille landbosamfund havde bønder og andet godtfolk deres barndoms land, hvor de tilbage i fordums dage som hyrdedrenge havde travlt med at trække kreaturerne hjem til middagsmalkning i stalden. Altid koblet i rækker, altid samme køer i samme række.
De var ude med deres flok både tidligt og silde og i al slags vejr, og det hårdføre liv som hyrdedrenge forlenede dem med en livslang kærlighed og samhørighed med hjemstavn, dyr og naturens sjæl.
Der var ikke det kreatur, de ikke kendte, de vidste alt om markens hemmeligheder, de vidste, hvor harekillingen havde sit leje, lærken sit kuld, viben sin rede. De kunne udpege diget, hvor ræven holdt til, de brune lyngtoppe, hvor hugorme dovent lod sig bage igennem, og de steder, hvor støvbadende engpiberes gav deres muntre besyv.
Med digteren Jeppe Aakjærs ord sad de med ved mors rok, mens spurven sad stum bag kvist. De var fortrolige med havren, der havde bjælder på, og kendte Jens Vejmand, der blev båret over heden en kold december nat. De kunne nikke genkendende til Ole, der sad på en knold og sang, og forstod hyrden, der med smil bar sin byrde.
Hyrdedreng – Kilde: Nationalmuseets samligner online
I Hejnsvig kendte alle hinanden – her havde man rod, her var man født, her havde man hjemme. Man satte ikke spørgsmålstegn ved de værdier, man var vokset op med. Man hørte til og delte en hverdag, hvor det ikke var nødvendigt at låse døre eller lukke vinduer, når man skulle et ærinde. Man havde nok i sig selv og kerede sig ikke synderligt om verden omkring sig.
Der var langt mellem den gamle og den nye verden, og nymodens pjank som globalisering og internationalisering fængede ikke rigtigt i det vestjyske. Da Ole Kirk Christiansen fra Billund overvejede at etablere LEGO i nabobyen Hejnsvig, rettede han henvendelse til sognerådet, men de sindige Hejnsvig-folk takkede pænt nej til den senere verdensomspændende virksomhed.
Hvornår bankede den fagre nye verden på ?
Var det efter krigen, hvor lillebyens husmødre stod i kø udenfor brugsen og købmanden for at købe appelsiner, bananer og chokolade ? Man længtes utålmodigt efter nye tider, hvor alt igen var, som det plejede at være – ved det gamle. Med den folkekære Ib Schønbergs landeplage: Når der kommer en båd med bananer, så har vi glemt alle sorger og savn.
Otto Brandenburg 1962 – Kilde: Wikipedia
Måske i 1950’erne, hvor man oplevede landsbyens stolte søn og bysbarn slå igennem som landets hotteste teenageidol og med vuggende hofter, bløde knæ og rusten stemme sætte tusinder af pigehjerter i brand som hitlistefænomenet Otto Brandenburg ?
Gården Rishøj i 1930’erne, hvor Otto Brandenburg blev født>: Kilde. Hejnsvig Lokalarkiv
Eller kom den store verden først til Hejnsvig, dengang folk fra landsbyen flokkedes i Billund Lufthavn for at byde en tamilsk familie velkommen ? Familien var flygtet fra blodig borgerkrig i Sri Lanka men faldt hurtigt til og blev et mønster eksempel på vellykket integration. Takket være mod og vilje til at komme hinanden fordomsfrit i møde – at blive hinandens næste.
Måske skal vi ind i kærlighedens årti, hvor unge med blomster i håret og peace, love and flower power i rygsækken følte sig mere hippe end deres forældre, røg en sjovere tobak, krammede hinanden for en ny og bedre verden og satte 1960’erne på den anden ende ?
Selv om der ingen hippier var i Hejnsvig, ingen storfamilier, ingen kollektiver.
Og i dag ?
Også i det lille landbosamfund er der banet nye veje, åbnet op for nye tider, lys og forandring, flyttet hegnspæle og nedbrudt skel og skranker …