Troels Ravn blev genvalgt

Troels Ravn - Foto: René Lind Gammelmark

Der var et pænt fremmøde, da Socialdemokratiet Grindsted-Hejnsvig afholdte den årlige generalforsamling mandag aften på Ungdomsgården i Grindsted.

Formand Eva Kristensen aflagde bestyrelsens beretning, og hun blev efterfølgende genvalgt som formand med applaus.

Der kom to nye medlemmer ind i bestyrelsen. Gitte Mortensen og Kjeld Knudsen ønskede ikke genvalg, i stedet valgtes Helle Bach og Bente Dam Kristensen. Kjeld Knudsen kunne i øvrigt oplyse, at han blev valgt ind i bestyrelsen første gang for 25 år siden, hvilket udløste klapsalver. Han begrundede sin fratrædelse med, at alting har sin tid og der skulle gives plads til nye kræfter.

Byrådsmedlem Kris Jensen Skriver orienterede om byrådsgruppens arbejde gennem det sidste år og der var efterfølgende en livlig debat.

Partiets nye kandidater fra henholdsvis Grindsted, Hejnsvig og Filskov til byrådsvalget til november var alle mødt frem. De præsenterede sig selv og fortalte forsamlingen om de mærkesager, de går til valg på.

Kandidat til regionsrådsvalget, Ole Marcussen, deltog ligeledes i mødet og også han talte om, hvad han vil arbejde med i de næste fire år i regionsrådet. Det er blandt andet oprensning af generationsforureningen i Grindsted.

Folketingsmedlem Troels Ravn var til slut inviteret for at give en orientering om sit arbejde på Christiansborg. Som folketingskandidat er Troels Ravn på valg hvert år, og han blev genvalgt af forsamlingen skriver Socialdemokratiet Grindsted-Hejnsvig i en pressemeddelelse.

Kontorbutikken refurb banner