Lørdagens fodboldkamp mellem GGIF’s serie 1 herrer og Fuglebakken KFUM i Århus om en fortsat plads i serie 1 endte med 3 mål til Grindsted og 4 til Fuglebakken, det betyder samtidig at Grindsted GIF efter sommerferien igen skal spille i Serie 2.
Træner Christian Thorne har skrevet nedenstående fra kampen
Sæsonens måske svageste indsats
– farvel og tak, farvel og tak.
Desværre lykkedes det os ikke efter en ellers god periode med tre sejre i træk at gøre arbejdet færdig. Det startede fremragende med en tidlig scoring efter godt ét minut, og efter ca. 20 minutter havde vi bragt os foran med to. Men generelt leverede vi en energiforladt kamp, hvilket er helt uforståeligt, når man spiller finale om at blive i rækken. Fodbold er ind i mellem et mærkeværdigt spil, hvor både hoved og krop skal arbejde optimalt sammen for at levere. Hovedet var der desværre ikke. Til pausen havde Fuglebakken KFUM Århus udlignet føringen, og i anden halvleg stod det sløjt til, og vi skulle komme bagud med 2-4 før vi vågnede lidt op til dåd. Det blev dog kun ved en reducering af Rasmus “Ox” Horsted, der med hattrick bestemt kunne være sin indsats bekendt. Det kunne vi andre ikke. Nedrykning er en realitet.
Farvel og tak, serie 1.
Og det er næsten ikke til at holde ud i min sidste kamp på sidelinjen for Grindsteds bedste fodboldhold. Jeg er nærmest ked af det. Efter fire år og mange sæsoner som tophold i serie 2, fantastiske oplevelser i pokalturneringen og oprykningen til serie 1 som toppunktet, så er det en utrolig flad følelse at forlade en flok fantastiske knægte med sådan et resultat. Det er svært nok ikke at skulle se gutterne mere, men resultatet af denne sæson rammer også min stolthed. Sådan er det med fodbold. Nogle gange er vi helte, andre gange skurke. Det var ikke nok at blive nummer 4 i serie 1. Hård skæbne.
Tak til alle 66 spillere, der de seneste fire år har været forbi førsteholdet, tak til de skønne folk i og omkring klubben, tak til altid humørfyldte Claus Svejstrup for samarbejdet i trænerteamet og slutteligt et kæmpe stort tak til holdleder Jesper Øhlenschlæger, der virkeligt går langt for drengene. Et venskab blev skabt. Og det holder vi ved.
Farvel og tak, GGIF
Christian Thorne
Ex-cheftræner