Tingparken blev fremtidssikret

Foto: Privatfoto

Onsdag den 6. oktober var alle beboere i Tingparken inviteret til at deltage i afstemningen om, hvorvidt boligerne skulle renoveres. Mere end to tredjedele af de fremmødte stemte for planerne til glæde for både Grindsted Boligforening og afdelingsbestyrelsen. 

Afdelingsbestyrelsens formand, Jeyarajah Rasiah, lagde ikke skjul på sin glæde over vedtagelsen af den længeventede helhedsplan.

– Det er en historisk aften for Tingparken, sagde han umiddelbart efter, at resultatet blev offentliggjort på aftenen.

Personligt er Jeyarajah Rasiah enig med det store flertal, der stemte for den gennemgribende renovering af boliger og bygninger. Både afdelingsbestyrelsen, Grindsted Boligforening, administrationsselskabet Bovia og de ingeniører, der har udarbejdet en tilstandsrapport for bygningerne, er enige om, at en gennemgribende renovering er nødvendig. Manglende isolering, nedslidte installationer og mange års brug har sat sine spor. Men formanden glæder sig også over, at helhedsplanen blev vedtaget med et stort og overbevisende flertal.

– Det giver ro og robusthed, når store beslutninger nyder bred opbakning. Sådan er det i alle former for demokrati – også i beboerdemokratiet, siger Jeyarajah Rasiah, som sammen med den øvrige bestyrelse har opfordret alle beboere til at møde op til både informationsmøder og afstemningen i forbindelse med vedtagelsen af helhedsplanen.

En vigtig fremtidssikring af boligerne

Grindsted Boligforening, som Tingparken hører ind under, glæder sig også over resultatet.

– Jeg ser det som en fremtidssikring af afdelingen og som helt afgørende for, at Grindsted Boligforening fortsat kan bryste sig af at tilbyde gode boliger til en fornuftig økonomi, siger Johannes N. Nielsen, der er formand for Grindsted Boligforening.

Beboerne i Tingparken havde mulighed for at vælge mellem flere forskellige niveauer af renovering, og de stemte for den mest gennemgribende, som inkluderer renovering af køkken og bad samt etableringen af en ekstra etage på en enkelt af ejendommene med seks nye såkaldte ”tilgængelighedsboliger”. Tilgængelighedsboliger er betegnelsen for boliger, der er egnet til mennesker med nedsat gangfunktion, og medfører blandt andet, at der skal etableres elevator i den pågældende ejendom.  

Et nyt fælleshus til fællesskabet   

Forud for vedtagelsen af den nye helhedsplan ligger flere års forberedelser. Forberedelser som blev udfordret af både corona og nye retningslinjer for støtte fra Landsbyggefonden, der støtter renoveringen med et trecifret millionbeløb.

– Derfor var vi også meget spændte på, hvad beboerne ville sige til den plan, vi kunne præsentere for dem forud for afstemningen. Der har været en livlig debat, men det har været en god proces, og jeg tror også processen har medvirket til, at vi har fået et så klart og overbevisende resultatet.

Udover forbedring af boligerne kan beboerne også se frem til at få et nyt fælleshus i området. 

Næste skridt i processen er en kommunal godkendelse af projektet og en endelig godkendelse i Landsbyggefonden. Bovia, som hjælper Grindsted Boligforening med at lede arbejdet, forventer, at 2022 vil blive brugt til planlægning og projektering, hvorefter det praktiske arbejde i området forhåbentligt kommer i gang i 2023. Beboerne vil løbende blive informeret skriver Grindsted Boligforening i en pressemeddelelse.

 

Klik på billederne under reklamen for at se dem i stor størrelse