Månedens bog i December på bibliotekerne i Billund Og Vorbasse

Månedens bog på Billund Bibliotekerne
I december har vi på bibliotekerne i Billund og Vorbasse tre gode bøger klar som månedens bøger.

Carsten Müller Nielsen: de døde fylder dagene med en smag af mønter.
Denne bog er skrevet i helt korte kapitler og små løse afsnit, og den har noget poetisk og eksperimenterende over sig men er ikke svær at læse.

Hovedpersonen er en russisk mand, der rejser til Estland og møder en prostitueret på en bar.

Han betaler hende for at være sammen med sig hele natten, men det er kun for at have en person at tale med. Vi hører om hans barndom og opvækst i det daværende Sovjetunionen. Det viser sig at være egnen omkring atomkraftværket Tjernobyl, og alting ændres efter den voldsomme atomulykke i 1986. I brudstykker får man beskrivelser af de voldsomme konsekvenser, og som kontrast er der nogle rolige stunder med et hold kattekillinger. Man skal til en vis grad selv være med til at stykke forløbet sammen.

Bogen vandt DR Romanprisen i 2020. Kåringen sker efter at en masse læsekredse tilknyttet bibliotekerne har læst og diskuteret seks nye boger hen over sæsonen.

 

 James Rebanks: Fårehyrdens dagbog
Fårehyrdens dagbog følger den engelske fåreavler James Rebanks gennem alle fire årstider. Han bor i det smukke område Lake District i det nordvestlige England og viderefører sin fars og farfars arbejde med får, der vandrer frit rundt i landskabet, vel at mærke på nogle helt bestemte marker, som de har ”hævd” på.

Det kan man ikke leve af i vore dage, men han er også uddannet historiker fra Oxford og arbejder som UNESCO-konsulent for bæredygtig turisme. Som ung var han ellers modstander af alt, hvad der hedder skolegang og boglig uddannelse. Han fandt heldigvis sin egen måde at kombinere teoretisk viden med den livsform han elsker.

Bogen har et dejligt roligt tempo, men man bliver helt opslugt af de smukke landskaber og hverdagen med fårene.

 

Margaret Peterson Haddix: De Fremmede
En søskendeflok på tre børn opdager en dag, at tre børn med præcis samme navne, aldre og fødselsdatoer som dem selv er blevet kidnappet. Umiddelbart efter rejser deres mor væk og efterlader en række mystiske breve. Det er nu op til de tre søskende og deres lidt ældre veninde at finde ud af hvordan det hele hænger sammen. ”De fremmede” er første bind i serien om de tre Greystone-søskende.

”De fremmede” er en bog som enten kan bruges til selvstændig læsning eller højtlæsning. Den henvender sig til de lidt større børn, fra ca. 10 år og op, og den sætter godt gang i fantasien hos læseren skriver Billund Bibliotekerne i en pressemeddelelse.

outletmesse2024