Af Louis Bülow
I en tid med Europa i flammer så langt den største del af befolkningen herhjemme passivt til fra sidelinjen og sluttede op om statsminister Vilhelm Buhls formaninger om ro og orden. Andre tog del i nazisternes forbrydelser, og kun ganske få havde modet til at trodse Gestapo.
Blandt dm finder vi den kontroversielle politifuldmægtig Vilhelm Leifer. Han rager op som en af den danske modstandskamps helt centrale skikkelser, der satte alt på spil for at redde i hundredevis af forfulgte fra Gestapos tyranni og undertrykkelse.
Vilhelm Leifer -Kilde: Nationalmuseets Samlinger Online
Om det drejede sig om kommunister, højrefolk, jøder eller modstandsfolk – alle kunne finde hjælp og beskyttelse hos den godhjertede politifuldmægtig.
Men det var krigstid, og Leifers indsats krævede utraditionelle og ofte lyssky metoder, som danske myndigheder fordømte. Efter befrielsen i maj 1945 blev Vilhelm Leifer fængslet af de danske myndigheder, sigtet for landsforræderi og medvirken til drab.
I sommeren 1923 afsluttede den 19-årige Vilhelm Leifer sin skoletid på det hæderkronede Gl. Hellerup Gymnasium med matematisk studentereksamen. Han havde gået i klasse med en vis Flemming Juncker, og ved skæbnens tilskikkelse skulle de to klassekammerater to årtier senere begge blive centrale figurer i modstandsbevægelsen.
Efter juridisk embedseksamen i 1928 gjorde Vilhelm Leifer lynkarriere indenfor Politietaten. Få år senere i maj 1938 oplevede nordjyderne ham som handlingens mand under den kæmpestore klit- og plantagebrand i Thy, der truede den 4.000 tdr. land store Tvorup Klit-plantage og Bøgested Rende.
Den 34-årige Leifer var dengang konstitueret som politimester i Thisted, og han satte sig i spidsen for slukningsarbejdet med vanlig energi og handlekraft. Han tilkaldte en bataljon soldater fra Regimentet i Viborg, arbejdsløse fra Thisted blev beordret til at melde sig som brandslukkere, køretøjer blev beslaglagt.
Han fik overtalt værtshuse i Thisted til at smøre klemmer til det civile og militære hjælpemandskab, og lokale isenkræmmere blev bedt om at stille med tallerkener og bestik. Desuden save og økser til at fælde træer. Foruden 450 soldater arbejdede flere hundrede mand med slukningsarbejdet i dagevis, og det lykkedes efterhånden at få ilden under kontrol. En katastrofe blev undgået.
To år senere på besættelsesdagen 9. april 1940 var Vilhelm Leifer ansat på Politigården i København, hvor der samme dag blev indkaldt til krisemøde for at tage bestik af situationen.
Advokat Vilhelm Leifer – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase
Leifer besluttede resolut at spille sit helt eget spil, og efter mødet skaffede han sig adgang til politiets sagsmapper og registre. Han fjernede 23 kartotekskort og andet følsomt arkivmateriale, der kunne have bragt menneskeliv i fare, hvis det var faldet i tyskernes hænder.
Midt under besættelsen i januar 1943 holdt Gestapo-agenter i ugevis godset Holbækgaard nordøst for Randers under observation for at få ram på Leifers gamle skolekammerat godsejer Flemming Juncker. Her boede hans mor med datteren og hendes familie.
Juncker bad Vilhelm Leifer om hjælp, og koldblodigt besluttede Leifer at sende en harmdirrende klage til Gestapos øverste ledelse. Resultatet af hele affæren blev, at den jyske modstandsleder modtog en officiel og uforbeholden undskyldning fra Gestapo.
Som politifuldmægtig og leder af Rigspolitiets visumkontor skulle Leifer administrere alle ansøgninger om udrejse til udlandet. Med den ene hånd sørgede han for, at folk, der var forfulgt af tyskerne, officielt blev afvist, mens han med den anden hånd noterede navne og adresser ned og herefter skaffede dem udrejse på anden måde.
Alt dette indebar et farligt skyggespil, hvor Vilhelm Leifer på den ene side havde et tæt samarbejde med fremtrædende modstandsfolk men samtidigt plejede kontakter med ledende nazister i deres hovedkvarter på Dagmarhus.
Vilhelm Leifer var også med i efteråret 1943, hvor det lykkedes de danske jøder at flygte over Øresund til det neutrale Sverige. I ly af oktobernattens mørke blev 7000 flygtninge reddet over Sundet i små kuttere, fiskefartøjer og både.
Leifer fik med båden Mågen etableret en illegal flugtrute, der hjalp modstandsfolk og jøder ud af det besatte Danmark. Mågen sejlede flygtninge til Sverige tre gange om ugen fra en lille bådebro under godset Gjorslev på Stevns.
Leifer spillede som altid på alle tangenter samtidigt, og i januar 1944 brændte jorden så meget under ham, at han måtte flygte til Stockholm.
Likvideringen af den navnkundige Jane Horney blev i mange år kædet sammen med Vilhelm Leifer, der efter befrielsen blev afhørt af anklagemyndigheden om drabet. Angiveligt blev hun betragtet som en decideret sikkerhedsrisiko, der vidste alt for meget om de illegale ruter over Øresund, og Flammen forsøgte forgæves at likvidere hende under et besøg i Stockholm.
Den 20. januar 1945 blev hun dræbt med nakkeskud om bord på kutteren Tärnen ud for Höganäs, hvorefter liget blev viklet ind i jernlænker og smidt over bord. Hjalmar Ravnbo fra Studenternes Efterretningstjeneste var manden, der affyrede de dræbende skud.
Straks efter befrielsen vendte Leifer tilbage til Danmark, men otte måneder senere blev han suspenderet af Justitsministeriet. Den 5. marts 1946 blev han fængslet, sigtet for landsforræderi, spionage for besættelsesmagten og medvirken til drab. Leifer afviste alle anklager men kom til at tilbringe de følgende 9 måneder i Vestre Fængsel og på Sundholm.
Naziofficerer som Otto Bovensiepen og Gestapochefen Karl Heinz Hoffmann forklarede under politiafhøringer, at Leifer stod bag adskillige likvideringer, fordi han angiveligt ville slette sporene og – som det hed i en afhøringsrapport – ”ville skaffe medvidere om sin virksomhed af vejen.”
Ledende modstandsfolk som Flemming Juncker vidnede til fordel for Leifer. Han forklarede under retssagen, at han helt fra 1942 ”havde været bekendt med Leifers mangesidige illegale arbejde.”
I sine erindringer Men morsomt har det været, der udkom i 1983, fremhævede Juncker Leifers uomtvistelige ægte nationale intentioner og fortalte, at Leifer ”… var mig og andre til stor hjælp i 42-43 og havde fortjent en langt bedre behandling end den, han fik efter krigen.”
Mange af de mennesker, som Vilhelm Leifer hjalp under besættelsen, kom ham til undsætning i forbindelse med efterkrigstidens retsopgør, og fremtrædende jødiske ledere som overrabiner Bent Lexner og Bent Melchior gik i brechen for ham.
Anklagemyndigheden frafaldt drabssigtelsen, og Leifer blev pure frifundet for alle anklager om samarbejde med tyskerne, ligesom han blev tilkendt erstatning.
Anklagemyndigheden anerkendte Leifers indsats, og i retsbogen for Københavns Byret hedder det, at Leifer ”under de tyske jødeforfølgelser i efteråret 1943 har … ydet et omfattende og dygtigt arbejde for at skaffe personer af jødisk afstamning transportmuligheder til Sverige.”
Efter et par års eksil i udlandet lykkedes det Vilhelm Leifer midt i halvtresserne at få etableret en velfungerende advokatpraksis. Han døde den 26. april 1993, 88 år gammel, uden at have opnået officiel anerkendelse af sin indsats i modstandskampen.