Bülows Hjørne: Jødehad og racisme på fremmarch

Af Louis Bülow

Tirsdag den 5. april 2022 fik en 29-årig mand stadfæstet sin dom på ét års ubetinget fængsel, da Vestre Landsret tog stilling til ankesagen om hærværket i påsken 2021 mod den jødiske kirkegård ved Sct. Jørgens Gade og Hasserisgade i Aalborg.

I dagens Danmark oplever vi fra tid til anden den pæne og ferske artighed krakelere ved mødet med mennesker, der ikke passer ind i den danske DNA og folkesjæl på samme måde som frikadeller og stegt flæsk.

For få år siden på årsdagen for Krystalnatten blev en jødisk gravplads på Østre Kirkegård i Randers således raseret og udsat for gravskænding og groft hærværk af værste art med væltede minde-og gravstene, overhældt med maling.

Overgreb og vandalisme ramte familier med jødisk baggrund i Aarhus, Højbjerg og andre steder i landet, der fik nazitidens jødestjerne med teksten Jude klistret på deres postkasser. En ejendom i Aarhus fik overmalet opgangsdøren med sort spray med en stjerne og teksten Dø svin, svin.

Og der var ikke tale om drengestreger eller tankeløse unge, der i kådhed eller beruselse stod bag det omfattende graffiti-hærværk …

I sin nytårstale i 2020 tog Dronning Margrethe et endegyldigt opgør med hverdagens racisme og antisemitisme, der som konsekvens af højreradikale gruppers genopdukken igen var på fremmarch i Europa.

Med Dronningens ord:

– Det er beskæmmende at opleve, hvordan antisemitismen igen stikker sit grimme ansigt frem, også her hos os. Antisemitisme, intolerance og undertrykkelse af anderledes tænkende hører ingen steder hjemme. Det er noget, som vi skal være meget opmærksomme på og hjælpe hinanden med at modarbejde.”

Få måneder senere sprængte en sej og modig kvinde Anita Bjerring Rasmussen fra det vestjyske i et frysende smukt opslag på de sociale medier nærmest alle rammer for sin datters ret til at være dén, hun var.

Modigt trådte Anita Bjerring frem på Facebook og blæste til kamp mod hverdagens intolerance, puritanisme og uvidenhed. Med stålsat beslutsomhed nedbrød hun skel og skranker for at indgyde sin datter mod og viljestyrke til at byde livet op til dans og forvandle selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals:

Med Anitas ord:”Selv i Danmark, hvor vi synes, vi er nået langt, er der mange homoseksuelle par, som ikke tør gå hånd i hånd med sin kæreste! Det kan simpelthen ikke være rigtigt.”

Anita kunne fortælle, at datteren og hendes kæreste, en pige, var på vej på en hyggelig weekendtur til hovedstaden, da de blev chikaneret på det groveste af en flok unge mænd og filmet i flixbussen.

Som Anita skrev, havde de unge fyre ”åbenbart ikke forstået, at deres kærlighed var lige så skøn og almindelig som alle andres.”

Og hun tog bladet fra munden:”Jeg håber så inderligt, at vi kommer videre, så vi en skønne dag ikke længere defineres som dém eller ós, men som dém, vi ér …”

Anita rundede af med disse ord:”Jeg er bare en mor, som lige trængte til at brøle lidt.”

Brølt med en moderkærlighed så stor som i H. C. Andersens hjerteskærende eventyr Historien om en moder. Hun kæmpede for at fravriste Døden sit barn, hun ofrede sig for barnet, og da Døden undrede sig, lød hendes svar: – Jeg er en moder …”

De kloge ord anført ovenfor får mig uvægerligt til at spørge:

• Er vi blevet så historieløse herhjemme, at vi helt uden forståelse for andres lidelser har ladet hverdagsracisme tilsat et skvæt nationalisme og en god portion fremmedangst snige sig ind i alle samfundslag og i alle afkroge ?

 

• Har vi med nærmest intet helligt skabt grobund for et kynisk menneskesyn, der forflygtiger al anstændighed og socialt ansvar, og ladet giftige fordomme og de laveste instinkter fyge over altaner, ligusterhæk og stokroser ?

 

• Har vi ladet selvfedmens og forråelsens spøgelse gennemsyre dé værdier og idealer, vi er vokset op med, og ladet solidaritet og tolerance stå for skud ? Og lagt bestemte befolkningsgrupper for dæmonisering, had og forfølgelse som roden til al ondskab ?

Når jeg i dag med syv årtier bag mig lader tanker og minder bære tilbage til min barndoms fattige landbosamfund Hejnsvig i 1950’ernes Vestjylland, toner et forjættet land frem med krigens gru og rædsler i umiddelbar erindring. Men med plads til alle, uden udstødte.

I Hejnsvig var vi dus og på fornavn med hinanden. Hér havde vi rod, hér hørte vi hjemme, og hér blev der ikke sat spørgsmålstegn ved dé dyder, værdier og idealer, vi var vokset op med. Der var ikke noget med  os –  eller dém …

Der var engang under besættelsen, hvor danskere fra alle afkroge og fra alle samfundslag – læger, sygeplejersker, vognmænd, taxachauffører, fiskere, studerende, husmødre, bude og bedstemødre – helt spontant valgte at træde i karakter og gå ind i kampen for at frelse deres jødiske landsmænd fra de nazistiske dødslejre.

Dengang satte almindelige danskere på tværs af alle generationer og helt uden skelen til religiøse skel livet på spil for at redde de danske jøder i sikkerhed i det neutrale Sverige.

En formidabel aktion, der skrev landet ind i alle historiske annaler og sikrede os international berømmelse for eftertiden. Et enestående stykke Danmarkshistorie, der blev set som et tragisk kapitel i vort lands historie men også som et budskab om næstekærlighed, sejr og triumf.

Herhjemme tog jødeforfølgelserne for alvor fart i oktober 1943, hvor nazistiske horder trawlede land og rige igennem i jagten på de danske jøder.

I løbet af de skæbnesvangre uger i oktober 1943 lykkedes det i ly af natten at redde hovedparten af de 7000 danske jøder over Øresund i sikkerhed i Sverige i kuttere, fiskefartøjer og småbåde.

Modstandsbevægelsen oprettede flygtningetjenester, der fik sat flugtruterne i system, og der blev iværksat indsamling af penge, der sikrede, at ikke alene velhavende, men også ubemidlede jødiske flygtninge kunne komme over.

Lad os runde af med Sydafrikas præsident Nelson Mandela, der med et kald og en mission i godhedens tjeneste arbejdede for tilgivelse, fred og forsoning. Med hans ord:

“Ingen bliver født til at hade et andet menneske på grund af hans hudfarve, hans baggrund eller hans religion. Folk må lære at hade, og hvis de kan lære at hade, kan de også lære at elske … Menneskets godhed er en flamme, der kan skjules, men aldrig slukkes.”