Af Louis Bülow
Det er omkring 45 år siden, at en 21-årig havnearbejder i Aarhus som så mange gange før tager turen fra Smilets By for at besøge sin elskede mormor i Vorbasse i det vestjyske. Midt under en hyggelig kaffeslabberas betror hun sit barnebarn, at landsbyens gamle landpostbud snart går på pension, og hun spørger, om det måske kan være noget for ham.
Den unge Henrik Dam Kristensen – for ham er det – tøver ikke et sekund men skriver prompte et venligt brev med en ansøgning til postmesteren i Vejen, og efter en kortere prøveperiode bliver han samme år i 1978 fastansat som landpostbud i Vorbasse.
Lad os skrue tiden tilbage til de sorgløse 1950’ere og tage turen ned ad Memory Lane til dengang, det hele startede i et fattigt landbosamfund i det vestjyske rundet af stoute bønder og missionsfolk med kristenkultur og bibelske traditioner dybt forankret.
Tilbage til nostalgi, stokroseromantik og ren Morten Korch-idyl i gamle dages Vorbasse, hvor det skulle blive forundt børn og unge fra alle samfundslag at byde livet op til dans og forvandle selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals.
Det gjaldt såvel husmandstøsen fra Nebel, staldkarlen fra Skjoldbjerg som smedesvendens opvakte knejt fra Vorbasse By …
Kalenderen skriver torsdag den 31. januar 1957 – den vinterdag kommer bette Henrik til verden i Vorbasse. De lune stuer oser af glæde og feststemning, og naboer, familie og venner strømmer til fra nær og fjern for at lykønske de glade forældre Gudrun og Ove Dam Kristensen med deres lille nyankomne.
Endnu er verden ikke gået helt af lave, og de glade 1960’ere med velfærdsræs, ungdomsoprør og studenterballade ligger først lige om hjørnet.
Folkekære Frederik 9. sidder på tronen med dronning Ingrid ved sin side, den solide socialdemokrat H. C. Hansen sidder på magten som landets statsminister og nymodens pjank og påhit som Internet, smartphones og sociale medier ligger et stykke ude i fremtiden.
I gamle dages Vorbasse kender alle hinanden – her er Henrik født, her har han rod, her har han hjemme. Han sætter ikke spørgsmålstegn ved de dyder, værdier og idealer, han er vokset op med. Han hører til og deler en hverdag, hvor det ikke er nødvendigt at låse døre eller lukke vinduer, når man skal et ærinde.
Med rødder i arbejderklassen vokser Henrik Dam Kristensen op i beskedne kår i Vorbasse, hvor han skal få en barndom og opvækst, der emmer af tryghed, nærvær og hjertevarme. Med et væld af lykkestunder og gode øjeblikke, som han senere i livet kan genkalde sig i alle detaljer, og ikke er karrig med at favne og øse af.
Han starter i Vorbasses gamle skole, hvor alt er ved det gamle med dyb respekt for klassiske traditioner:
Morgensangen holdes i hævd som skoledagens første programpunkt, de bærende principper i undervisningen er streng disciplin og udenadslære, og salmevers og katekismus terpes ind i børnenes hoveder sammen med lange remser af kongerække, floder og hovedstæder.
De lange sommeraftener leger han røvere og soldater med landsbyens raske drenge, spiller bold på stadion eller fordriver tiden med at gå på blommejagt i nabolaget. I de kolde vintermåneder boltrer man sig med skøjter og kælke på en tiliset mark.
I disse dydige Far Til Fire – 1950’ere emmer de lune stuer i Vorbasse af nærvær og tryghed, og i skumringstimen hygger man sig ved julelampens skær med håndskrevne julekort i stakkevis, og der lyttes ivrigt med på søndagens Giro 413:
Med sin dybe stemme planter den gamle gartner smil, solskin og sang i alle sind, den folkekære Ib Schønberg lover nye tider med sin Når der kommer en båd med bananer og Victor Cornelius får alle blanke øjne til at flyde over, når han hylder mor som solen i sit hjerte.
Med sin fløjlsbløde stemme får den legendariske sanger selv englene til at synge – og alle andre til at nikke med: – Mor er den bedste i verden, fordi hun er min mor synger han, og ikke et øje er tørt.
Men allerede med det næste årti banker den fagre nye verden på – kærlighedens årti, hvor unge med blomster i håret og peace, love and flower power i bagagen føler sig mere hippe end deres forældre, ryger en sjovere tobak, krammer hinanden for en ny og bedre verden og sætter 1960’erne på den anden ende.
I Vorbasse er alt dog, som det plejer at være. Man har nok i sig selv og kerer sig ikke synderligt om verden omkring sig. Og der er ingen hippier i Vorbasse …
Da en journalist engang spørger ind til en ledestjerne eller et moralske forbillede, er Henrik Dam Kristensen klar i mælet: Min gamle klasselærer, Kristian Schmidt. For ham er lærergerningen et kald, en passion, og han lyser op i skoletidens trængsler som en forgudet lærer og vejleder for generationer af skolebørn.
Schmidt indfører en dannelsestur til København, hvor det ikke alene drejer sig om teaterbesøg, strøgture og alt det sjove. Der er tid til besøg på Kofoeds Skole og børne- og ungdomsinstitutioner, og mødet med nød og sociale udfordringer gør stort indtryk på de unge fra Vorbasse.
En spirende politisk bevidsthed får Henrik til at melde sig under de røde faner i Socialdemokratiets ungdomsafdeling DSU, og han har både hjerte, sjæl og socialt sindelag med i bagagen, kan jeg godt hilse og sige.
Selv om der er langt mellem den gamle og den nye verden, er Henrik Dam Kristensen med til at bane nye veje i Vorbasse, åbne op for lys og forandring, flytte hegnspæle og nedbryde skel og skranker.
Efter skolen byder Henrik den virkelige verdens arbejdsliv op til dans og knokler en vis legemsdel ud af bukserne som havnearbejder i Aarhus. Han sælger grøntsager på torvet i Lemvig, arbejder i 8 år som landpostbud, gør en stor indsats inden for Dansk Flygtningehjælp og virker som skoleleder ved AOF i Grindsted.
I december 1990 er der valg til Folketinget. Den mest bedrøvelige valgdag i mands minde med regn og grå skyer, der har lagt sig over det vestjyske som en tung vinterdyne. Da alle stemmesedler er talt op og sirligt fordelt i stakke på valgbordene, har vælgerne med arbejdere og småkårsfolk i front valgt Henrik Dam Kristensen til nyt medlem af Folketinget efter et kanonvalg med 4500 personlige stemmer.
– Henrik er valgt …
Det glade budskab gjalder i Vorbasse hìn valgaften for næsten tre årtier siden. Den lille landsby nærmest syder af stolthed og begejstring og fester til langt ud på natten. Efter valget skal det da også vise sig, at smedesvendens knægt har ikke så lidt endda at byde ind med.
Hans værdier og moralske kompas tør siges at trække tråde til partiets legendariske landsfader Anker Jørgensen, der sagde nej til al prunk og luksus på Marienborg og i fem årtier blev boende i den almene lejlighed på Borgbjergvej i sit gamle arbejderkvarter i Sydhavnen. Som han sagde: “Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus.”
Henrik vælger en et-værelses lejlighed i Sydhavnen ikke langt fra Anker Jørgensen til sine ophold i Hovedstaden og finder også sit foretrukne spisested her. Som Sydhavn Pizza & Madhus med en vis stolthed skriver på Facebook: ”Trafikminister Henrik Dam Kristensen spiser ofte hos os … Han elsker nemlig vores lasagne!”
Med flere end tre årtier i politik og mange år som minister bag sig har arbejderdrengen fra Vorbasse arbejdet sig op fra folkets dyb. I dag er han èn af landets mest indflydelsesrige politiske skikkelser, er blevet betroet samfundets højeste poster og indtager det danske Folkestyres mest ærefulde hverv som formand for Folketinget.
Henrik er kommet på fornavn med nationen, på hat med de store og på bajer med bumsen, og lige hjemmevant færdes han på de bonede gulve til gallamiddag på Amalienborg som til kaffe og kage hos Maren i kæret derhjemme.
En prunkløs folkets mand med et fast håndtryk og jord under neglene, der udstråler redelighed og vestjysk besindighed. Trofast mod dè klassiske værdier og idealer, han tog med sig fra de unge år i Vorbasse …
Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen – Foto: René Lind Gammelmark
