Af Louis Bülow
Den danske modstandskamp under besættelsen er af efterkrigstidens historikere først og sidst blevet forbundet med illegale aktiviteter, som danske mænd stod for – industrisabotage, sprængninger af jernbaneanlæg, ødelæggelse af trafikknudepunkter, attentater og stikkerlikvideringer.
Det var dog langtfra mændenes historie alene – kvindernes indsats har været lidt af et overset kapitel, en blind vinkel i vor nationale historiefortælling. Kvinderne spillede en væsentlig rolle i kampen for Danmarks frihed, men kun få fandt vej til efterkrigstidens databaser og arkiver.
Når det gælder vor egen Region II Midtjylland, indeholder Frihedsmuseets Modstandsdatabase 13.476 navne på aktive i kampen for Danmarks frihed – af dém 13.180 mænd og 296 kvinder. Der figurerer ingen kvinder fra Billund, Vorbasse, Sdr. Omme, Donslund, Vesterhede eller Hejnsvig i databasen.
Fra Grindsted finder vi Karen Høirup, der var gift med skolebestyrer Mogens Høirup fra Grindsted Kost- og Realskole. Han var den centrale skikkelse i modstandsbevægelsen i Grindsted, og Karen Høirup arbejdede utrætteligt i det skjulte som hjælper for sin mand og gik til hånde, hvor hun kunne.
Karen og Mogens Højrup i Grindsted ved befrielsen i maj 1945 – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase
Også Lyttie Lundsgård nævnes. Søndag aften den 8. oktober 1944 forsøgte hun modigt at advare èn af modstandsbevægelsens store store profiler i Grindsted, civilingeniør Arne Andreasen og hustruen Karen Andreasen, kun få minutter inden Gestapo dukkede op.
Og Karen Valborg Andersen fra Filskov er med i Frihedsmuseets Modstandsdatabase for sin indsats i Region II Sektion X, Sdr. Omme Distrikt (Ø) , 7. Gruppe. Hun var gift med førstelæreren Anders Michael Andersen, der selv tog del i modstandsbevægelsens lokale illegale aktiviter som Gruppefører.
I en tid, hvor Europa stod i flammer, trådte modige kvinder således i karakter og gik ind i kampen mod tyranni og undertrykkelse. Nogle brød endog med de traditionelle kønsroller og greb til væbnet modstand.
Langt de fleste agerede som logiværter, sekretærer, flugthjælpere og kurerer, mens andre var med til at duplikere og fordele illegale løbesedler og tryksager i tusindvis. På lige fod med deres mænd risikerede de arrestation, fængsling, tortur og deportation til KZ lejre sydpå.
Besættelsestidens ukendte heltinder – hustruer, mødre, døtre, kærester – ydede på mange måder en ganske formidabel indsats. Som det omsorgsfulde bagland og familiens samlingspunkt i en farlig tid med besættelse, modstandskamp, rationering og varemangel havde de ikke alene det daglige brød, familien og børnenes vè og vel at tage vare på. Med mod og offervilje sluttede de op om deres mænds deltagelse i kampen mod besættelsesmagten og hjalp til, hvor de kunne.
Det eksakte antal kvinder i modstandskampen kendes ikke, men på landsplan blev flere end 700 kvinder interneret i det sønderjyske i Frøslev-lejren, der lå gemt bag vagttårne, pigtrådshegn og brede minefelter ved Frøslev Plantage nær den dansk-tyske grænse.
Også modstandskvinder blev deporteret fra Frøslev sydpå til KZ-lejrenes helvede …
Som den 31-årige Kamma Klitgaard Povlsen, der boede i en lille lejlighed i Aarhus og som nyuddannet lærer underviste på en skole i midtbyen. Hun havde nære forbindelser til den lokale modstandsbevægelse og var en af dem, der var gået forrest i kampen mod tyskerne.
Storstikkeren Grethe Bartram fik opsnuset adressen, og i juni 1944 blev hun taget af Gestapo. Kamma blev ført til Aarhus Arrest, senere Horserød og Vestre Fængsel, før hun blev anbragt i Frøslev-lejren. Hendes lille søn blev fjernet og overgivet til hendes forældre i Nordjylland.
I december 1944 blev Kamma Klitgaard Povlsen deporteret sydpå til den berygtede kvindelejr KZ Ravensbrück, og det første indtryk var en chokerende oplevelse: pjaltede lig, der hang i det elektriske pigtrådshegn, levende døde med øjne, der lyste af håbløshed og lidelse, SS-kvinder, der brutalt pryglede løs, schæferhunde, der gøede som rasende.
Overalt over lejren hang en hæslig stank fra afbrænding af bjerge af lig. Krematorieskorstene, pigtrådshegn, projektører, barakker.
Mod alle odds klarede Kamma sig igennem KZ Ravensbrück frem til befrielsen, og efter måneders lidelser, sult og sygdom blev hun i det tidlige forår bragt hjem med de hvide busser. Hun oplevede befrielsesdagene fra et sygehus i Sverige, og først den 25. maj 1945 kom hun tilbage til Aarhus, hvor hun blev genforenet med familien og sin nu 15 måneder gamle søn. Hun blev senere forstander på Aarhus Friskole, som hun var med til at etablere i 1952.
Kamma Klitgaard Povlsen døde i 2003, 91 år gammel.
En anden af de internerede kvinder i Frøslev-lejren, der blev deporteret videre til KZ Ravensbrück, var en næsten 60-årig fiskerkone – og bedstemor – fra Dragør Ellen Wilhelmine Nielsen.
Ellen Vilhelmine Nielsen i Frøslevlejren – Kilde: Frihedsmuseetes Modstandsdatabase
I år er det netop 50 år siden, at den gamle kvinde stille sov ind som 79-årig den 26. november 1967. Efter krigens afslutning levede hun igennem tyve år en stille og tilbagetrukken tilværelse som rengøringsdame og kogekone i kantinen på ASA-film studierne i Lyngby.
Nu hentes hun frem fra glemslens tusmørke som en af befrielseskampens sande heltinder. For få måneder siden kunne Berlingske Tidende fortælle, at den danske filmproducer Niels Juul havde købt rettighederne til en filmatisering af historien om Ellen Nielsen.
Hans nye filmprojekt Ellen – der tør ses som en parallel til storfilmen Schindlers Liste – sætter fokus på fiskerkonen fra Dragør, der dengang var med til at gå forrest i kampen mod nazisternes tyranni og undertrykkelse. Måske den mest usandsynlige af dem alle …
Ellen Nielsen boede med sin familie på Rønne Allé 42 i Dragør, da hun i april 1941 mistede sin mand. Han havde længe været syg, fattigdom og armod truede, og hun stod tilbage med 6 børn, adskillige hjemmeboende. Hun begyndte at arbejde som fiskerkone på Gl. Strand, hvor hun fra tidlig morgen solgte friskfanget fisk til københavnerne.
Midt i et farverigt folklore med værtshuse, spjættende rødspætter og rapkæftede madammer gik Ellen ind i modstandskampen og åbnede sit hjem for jøder på flugt, alt imens hun fik arrangeret deres videre færd over Øresund. Med livet som indsats hjalp hun op mod 100 jøder i sikkerhed i det neutrale Sverige.
I juli 1944 blev Ellen Nielsen taget af Gestapo, smidt i Vestre Fængsel og siden overført til Frøslev-lejren. Få måneder senere blev hun og 10 andre danske modstandskvinder deporteret videre til Helvedes forgård i KZ Ravensbrück. Med Ellens ord ved ankomsten:”Vi så på hinanden. En dansk pige strøg forbi os: – velkommen til helvede, sagde hun.”
Kvinderne måtte aflevere alt tøj og ejendele, selv Ellens vielsesring, der nærmest var groet fast på hendes finger efter 38 år, blev klippet af. De fik udleveret lasede fangedragter, og efter et par dage i de overfyldte og beskidte barakker var det hele befængt med lus, lopper og andet utøj.
Ellen blev sat til at læsse de ulykkelige ofre i lastbiler til gaskamrene. Sjæle kaldte hun dem – ikke jøder, sigøjnere, kvinder eller børn men sjæle: ”De stillinger, de sjæle lå i, når de var døde! Jeg glemmer aldrig nogensinde deres sorte ben med de væskende sår! Hvad de sjæle havde lidt …”
Også ligene og de meget syge skulle Ellen Nielsen slæbe bort:”Det bestod i at slæbe afsted med de stakler, der var udset til at ende i krematorierne eller gaskamrene, sortere dem og lægge dem i lange rækker. De greb ustandselig fat i os og spurgte, om vi ikke kunne hjælpe dem …”
Som én af de ældste fanger i KZ Ravensbrück var hun konstant i søgelyset, og to gange blev hun da også udtaget til gaskammeret. Det var midt om vinteren, frostvejr og bidende koldt. Hun stod i timevis og ventede på at blive sendt i døden, men begge gange blev hun reddet i sidste øjeblik.
Den blokældste, der skulle sørge for ro og orden i barakkerne, følte sympati for den danske kvinde og sørgede for, at hun blev taget ud af rækken af dødsdømte: ”Det var Blokova, den øverste i blokken, der var skyld i, at jeg slap, hun havde fattet en slags godhed for Johanne og mig.”
Senere blev hun endnu engang reddet i allersidste minut: ”Men så skete det, mens jeg stod og ventede, at en SS-soldat kom hen til mig, tog mig i armen og spurgte, om jeg var dansk. Jeg nikkede, og så trak han mig ud af rækken. Det var et mirakel.”
På trods af mishandlinger og barske strabadser overlevede Ellen Nielsen KZ Ravensbrück, og den 8. april 1945 ankom de hvide busser fra Røde Kors til lejren. Ellen kunne syg og udmarvet vende tilbage til livet.
Efter måneders ophold på et svensk sygelazaret blev hun i sommeren 1945 genforenet med sin familie i Dragør, hvor en hjemmeboende svigerdatter havde født en pige, der var blevet opkaldt Ellen efter sin farmor.