Maria er tilbage i Vestjysk Bank

Maria Gade - PR-Foto

Maria Gade er ansat som privatrådgiver i Vestjysk Bank Grindsted. Hun kommer fra en tilsvarende stilling i Sydbank Grindsted, men er dog ikke et helt nyt ansigt i Vestjysk Bank. Frem til november 2021 var Maria ansat i bankens filial i Billund, hvor hun startede som trainee i 2018.

– Det er rigtig dejligt at være tilbage, det er jo lidt ligesom at vende hjem. Jeg kender både bankens systemer og procedurer og faktisk også de fleste kolleger, for der har altid været et tæt samarbejde mellem filialerne i Grindsted og Billund. Så nu glæder jeg mig til også at lære kunderne at kende, fortæller Maria.

En lokal pige
Maria er opvokset i Grindsted og bor stadig i byen sammen med børnene Mikkel og Signe på henholdsvis 7 og 10 år.

– Jeg er en Grindsted-pige og kender rigtig mange i byen og jeg kunne ikke forestille mig at bo andre steder. Derfor er jeg virkelig glad for, at jeg kunne komme tilbage til Vestjysk Bank og samtidig blive i Grindsted. Det gør en stor forskel for mig at arbejde i den by, som jeg bor i og kender så utrolig godt. Ikke kun fordi jeg kan cykle på arbejde, men fordi den lokale forankring, som vi lægger så meget vægt på i banken, forstærkes af, at man også helt personligt brænder for lokalsamfundet, siger Maria.

I fritiden nyder hun at komme ud i naturen både på hesteryg og med familiens franske bulldog. Derudover tager familien gerne på forskellige udflugter sammen, og turen går ofte forbi svømmehaller og badelande skriver Vestjysk Bank i en pressemeddelelse.

outletmesse2024