Masser af Ukrainske bøger på biblioteket i Billund

PR-Foto: ISB

På den Internationale Skole i Billund er der mere end 50 forskellige nationaliteter repræsenteret, og bøger på mange forskellige sprog på skolens bibliotek. Senest har skolen indkøbt ukrainske bøger fra en boghandel i Lviv i Ukraine. Bøgerne kom til Billund med hjælp fra frivillige kræfter, og nu bliver de tilgængelige til udlån fra Billund Bibliotek.

Sammen om udlån
Samarbejdet med Billund bibliotek er sat i værk, så de ukrainske bøger kan nå ud til dem der har brug for dem og vil få glæde af dem. Der er bøger indenfor flere forskellige genrer, og til mange forskellige aldersgrupper.

”Det er en ganske særlig situation at mange ukrainere kommer til Billund, og det giver så god mening for os at få de ukrainske bøger vi har på skolen ud hvor de gør godt og spreder glæde. Det er det, bøger er til for!”, siger Camilla Uhre Fog, skoleleder på den Internationale Skole i Billund. Hun er glad for samarbejdet med Billund Bibliotek, og håber at de herboende ukrainere vil benytte sig af tilbudet om at låne bøgerne på Billund Bibliotek. Fra Billund Bibliotekerne var Kim Nissen, Bibliotekar og Teamleder, med det samme med på idéen. ”Da Camilla henvendte sig til os om de ukrainske bøger, de havde på skolen, var der ingen tvivl herfra: Selvfølgelig skal vi være med at få bøgerne ud til de borgere, der har brug for dem!”, siger Kim Nissen, og tilføjer ”Det giver mening, når vi kan samarbejde om sådan et initiativ.” skriver de i en fælles pressemeddelelse.

PR-Foto: ISB

Bogindkøb med benspænd
Da bøgerne var blevet købt til Den Internationale Skole gennem boghandlen i Lviv, var næste udfordring at få dem transporteret til Billund. Her fik Tetiana Simonait, der arbejder på den Internationale Skole i Billund og selv stammer fra Ukraine, kontakt til en frivilig, Tomas Bujauskas, der kørte fra Danmark til Lviv hvor han mødtes med boghandleren, og fik bøgerne med tilbage til Danmark. Nu er bøgerne endelig landet på den Internationale Skole i Billund, før de altså bliver tilgængelige til udlån på Billund Bibliotek.
”Det er dejligt at det lykkedes, og vi skylder en stor tak til Tomas Bujauskas for at have hentet bøgerne til Danmark”, siger Camilla Uhre Fog.
Når der ikke længere er behov for udlån af ukrainske bøger på Billund Bibliotek, kommer bøgerne tilbage til den Internationale Skole i Billund, og bliver en del af skolens multisproglige Bibliotek.

Tomas Bujauskas -PR-Foto: ISB

Bøgerne er ankommet til ISB – PR-Foto: ISB

Velkommen på Billund Bibliotek!
Billund Bibliotek er beliggende i Billund Centret, og der er betjent åbningstid mandag-onsdag og fredag-lørdag. De ukrainske bøger kommer til at få sin eget område på Billund bibliotek. Her kan ukrainske borgere se og bladre igennem bøgerne, og låne op til 5 bøger med hjem ad gangen, læse dem – og komme tilbage og få dem byttet til nye bøger. Man kan kontakte en medarbejder på biblioteket hvis man er interesseret i at låne ukrainske bøger med hjem.

Ласкаво просимо до бібліотеки міста Біллунн!
Бібліотека Біллунна розташована в центрі міста. Бібліотека працює з понеділка по середу та з п’ятниці по суботу. Книги українською мають свою зону в бібліотеці. Тут ви можете переглянути книги, а також позичити до 5 книг й обміняти їх на нові після прочитання. Ви можете повідомити працівника бібліотеки, якщо ви зацікавлені в тому щоб взяти українські книги додому.