Af Anette Grønholt Andersen
Stephanie Storbank er i disse dage på landslejr som hjælper for FDF i Stenderup-Krogager, der deltager i lejren med 20 medlemmer. Vejret er strålende og humøret højt hos alle, vi møder, på turen rundt på pladsen. Stephanie har indtil for 5 år siden været aktiv leder for seniorgruppen i FDF i Stenderup-Krogager og er ligesom flere af de tidligere seniorer med som hjælpere på landslejren.
”Vi tager ansvar” er en af grundsøjlerne i forhold til landslejrens temaer og paneldebatten omkring bæredygtighed ligger i naturlig forlængelse heraf. Deltagerne i debatten er Birgitte Quist-Sørensen, generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Thomas Ravn Pedersen, chefredaktør for Verdens Bedste Nyheder, Jens Schjødt Thorsen, medlem af FDFs landslejrudvalg, Alberte Krog, ung FDF´er fra Hjortshøj samt Stephanie Storbank, borgmester i Billund Kommune.
Hvad gør I i kommunerne for Børn og unges deltagelse i den grønne omstilling? Sådan lyder spørgsmålet til paneldeltagerne i den første !0 minutters introrunde i panelet. Fra Billund Kommunes borgmester lyder det: ”Vi kalder Billund for Børnens Hovedstad og det forpligter. Vi tager børnene alvorligt og lytter til dem og vi udvikler ting i tæt dialog med børnene – det giver ejerskab. Bæredygtighed betyder også social bæredygtighed – i form af varige inkluderende fællesskaber”.
Efter paneldebatten er der besøg på lejrpladserne – for repræsentanterne fra Billund Kommune, borgmester Stephanie Storbank og formand for Kultur- og Fritidsudvalget Anette Grønholt Andersen bliver det hos FDF fra Stenderup-Krogager, som er hjemme i dag – Grindsted FDF og Filskov FDF er ude af huset. Programmet for lejren byder på en fantastisk vifte af aktiviteter og muligheder – og selv med 10 dage til at udforske det hele, slår tiden næppe til. Kammeratskabet er i fokus og her er plads til alle!
Foto: Anette Grønholt Andersen