Tilmelding til Regatta Rally 2018 i Billund Bæk starter onsdag den 8. august

Foto: Billund Kommunes Biblioteker

I forbindelse med De Internationale Børnekulturdage afholder International School of Billund og Billund Bibliotekerne for femte gang Regatta Rally i Billund Bæk. I korte træk går konkurrencen ud på, at børn mellem 6 og 14 år designer, bygger, tester og sejler med deres båd i bækken. Konkurrencen handler ikke kun om at sejle med den hurtigste båd, men også om at have bygget den sejeste, smukkeste, sjoveste, mærkeligste eller mest originale båd. Løbet bliver igen meget underholdende kommenteret af Carsten Reinholdt fra Ramasjang Rally, og det er også ham, der uddeler præmier.

Vi ved fra tidligere år, at man skal være hurtig, hvis man vil være med til Regatta Rally. Børnene bliver tilmeldt efter først til mølle-princippet, og i anledning af vores 5 års jubilæum får de første 30 børn, der tilmelder sig, en flot T-shirt med vores kendte Regatta Rally-logo. Det er vores tanke, at børnene skal bruge trøjen inden regattaen, så de optræder som levende reklamesøjler. For at være med i regattaen skal man hente en tilmeldingsblanket i den betjente åbningstid på enten Billund Bibliotek eller i Magion Biblioteket i perioden 8.-22. august. Når blanketten er underskrevet af en af forældrene, afleveres den på biblioteket i Billund eller Grindsted.  Derefter får man udleveret en pose med et skibsskrog og nogle LEGO klodser – i Grindsted dog først 2 hverdage efter, vi har modtaget tilmeldingen. Man må ikke sætte en flamingoplade eller andet under bunden, og man må heller ikke montere en motor på båden. Man må derimod gerne bruge andre eller flere klodser til at bygge oven på båden, og man må også slippe fantasien løs og supplere med kviste, sejl eller lignende. Skibsskroget og bibliotekets LEGO klodser skal  genbruges næste sommer, så efter konkurrencen skal bibliotekets LEGO afleveres i informationsteltet.

I år bliver der også sejlet med LEGO både med motor
I anledning af vores jubilæum og på utallige opfordringer fra især fædre bliver der også mulighed for at bygge LEGO motorbåde i år, og selvfølgelig laver vi forskellige konkurrencer med motorbådene. Alle børn fra 8 år og voksne må være med i Regatta Rally for LEGO både med motor. Man skal ikke tilmelde sig på forhånd, men blot bygge bådene i informationsteltet fra kl. 11.  Vi har desværre kun et begrænset antal motorer, så vi kan ikke love, at alle kan komme til at bygge.

Til gengæld kan alle være med, når sæbebobleeksperten Søren Bredmose Simonsen på græsplænen instruerer i at lave store sæbebobler, og de mindste kan lave deres eget Regatta Rally i små badebassiner skriver Billund Bibliotekerne i en pressemeddelelse.

Mike Sullivan, mearrangør. Foto: Billund Kommunes Biblioteker

 

Læs mere på billundbib.dk/regatta2018

Kontorbutikken refurb banner