Af Louis Bülow
Kalenderen siger den søde og milde maj, lune vinde blæser over landet, og foråret har for længst meldt sin spirende ankomst i et brus af grønne farver, blomster og sødmefyldte dufte.
Vi har hér i maj fejret årsdagen for Danmarks befrielse og taget turen ned ad Memory Lane til de hektiske befrielsestimer om aftenen den 4. maj 1945, hvor Danmark nærmest på et splitsekund eksploderede i euforisk glæde og begejstring.
Dén mindeværdige aften druknedes besættelsens fem forbandede år i en sydende heksekedel af jubel, festrus og datidens bedste pullimut. Overalt blev flagene hejst og forhadte mørklægningsgardiner flået ned og smidt på flammende bål i gader og stræder, mens levende lys blev sat i alle vinduer.
Glade danskere sang og dansede sig gennem natten med slidte skosåler og hæse stemmebånd, og It’s A Long Way To Tipperary og danske fædrelandssange med Kong Christian og Der er et yndigt land gjaldede over landet helt til den lyse morgen.
Men glæden i maj 1945 var iblandet sorg over dé mange, der havde mistet livet i kampen for frihed. Man tænkte på dem, man savnede – på dem, der ikke klarede den.
Det var også de dødes aften …
Willy Schmidts gravsten – Kilde: Aarhus Stadsarkiv
Lørdag den 28. maj 2022 er det 80 år siden, at den 23-årige maskinmester Willy Schmidt som den første modstandsmand i Århus blev dræbt under en sabotageaktion mod den tyske besættelsesmagt. Det skete under en væbnet aktion, der var rettet mod Værnemagtens depot i det gamle glasværk i Ole Rømers Gade i det centrale Århus.
Depotet blev bevogtet af danske marinevægtere i tysk tjeneste, og det kom til en voldsom ildkamp, der kostede Willy Schmidt livet, mens en anden modstandsmand blev såret.
Kun få dage senere lørdag den 5. juni 1943 – Grundlovsdag – deltog næsten 4000 mennesker i begravelsen på Nordre Kirkegård i Aarhus ved en ceremoni, der nærmest havde karakter af en demonstration, vendt mod tyskerne.
I en tid med Europa i flammer var den generelle stemning i Danmark tydeligvis ved at vende, og flere og flere unge besluttede i disse måneder at gå ind i kampen mod den tyske besættelsesmagt. Over hele landet spirede modstandsarbejdet, de illegale blade, småsabotagen og demonstrationer tog til i styrke og viste sig stadigt mere effektive.
Natten mellem den 17. og 18. august 1943 var en række unge modstandsfolk kørt til Madum Sø i Rold Skov for at modtage våben, nedkastet fra et engelsk fly. Ved Skørping blev gruppens lastbil med de nedkastede containere standset af tyske soldater, og efter en heftig ildkamp blev den 23-årige bankassistent Niels Erik Vangsted dræbt.
Den 27-årige bygningsingeniør Poul Kjær Sørensen fra Aarhus blev taget til fange, dømt til døden ved en tysk krigsret og henrettet den 28. august 1943 – den første henrettelse af en frihedskæmper i Danmark under besættelsen.
Poul Kjær Sørensen var født og opvokset i Aarhus, hvor hans far arbejdede på Oliemøllen. Hans henrettelse førte til store demonstrationer og strejker, der spredte sig til hele landet, og regeringen måtte opgive samarbejdspolitikken med tyskerne.
Blandt de mange, der mistede livet i modstandskampen, var også fem unge frihedskæmpere fra Århus og Randers, der den 17. og 18. november 1943 var méd i en storstilet sabotageaktion mod jernbanebroerne over Gudenåen ved Langå.
Men allerede efter få dage kom Gestapos bødler på sporet af sabotørerne på grund af en berygtet dansk storstikker Harvy Jensen.
Som storstikker, torturbøddel og håndlanger for Gestapo i Aarhus spillede Harvy Jensen under sit dæknavn Eriksen en vigtig rolle ved optrevlingen af illegale grupper i det østjyske. Han var med til at gøre det beskidte arbejde og fik flere hundrede modstandsfolk på samvittigheden.
Mange havnede i tyske KZ-lejre, og flere vendte aldrig tilbage. Atten af ofrene for hans stikker-virksomked blev henrettet, og blandt dèm finder vi de 5 unge sabotører fra Randers og Aarhus. Også Hvidsten-gruppens medlemmer blev stukket af Harvy Jensen.
Modstandsgruppen fra Langå blev efterfølgende trævlet op, og den 24. november 1943 blev de unge mænd stillet for en tysk krigsret i Århus og dømt til døden ved skydning:
Anders William Andersen, 19 år, Oluf Akselbo Kroer, 27 år, Sven Christian Johannesen, 20 år, Otto Andreas Christiansen, 19 år, alle fra Randers, og Georg Mørk Christiansen, 22 år, Århus.
Deres ansøgning om benådning blev afslået onsdag den 1. december, og allerede den næste morgen blev de ført fra arresten til Skæring Hede nord for Århus for at blive henrettet.
Straks efter ankomsten blev de bundet til fem pæle, og henrettelsespelotonen på 50 tyske soldater kunne gå i aktion. Henrettelserne fandt sted ved kuglefangsvolden 100 meter fra stranden, og hér står mindestenen med navnene på de fem unge mænd.
I det idylliske Parkanlæg ved Musikhuset i Aarhus finder vi gemt i en oase af prydbuske, blomster og rislende springvand en rund mindeplade af bronze, nedlagt af frihedskampens veteraner. Sat til minde om en ung modstandsmand, der blev henrettet af tyskerne i december 1943 i kasernegården til datidens Vester Allè Kaserne. Inskriptionen lyder:
Alf Toldboe Jensen – Født den 14. september 1918. Henrettet hèr på Vester Allès Kaserne den 29. december 1943 efter dødsdom ved tysk krigsret.
Også han var med i det illegale arbejde i Aarhus, han tog del i flere sabotageaktioner og havde som kurer fordelt sprængstoffer til de større jyske byer. Den 13. oktober 1943 blev han taget af Gestapo på Vesterbro Torv i det centrale Aarhus, stukket af en lokal stikker, der kun tre måneder senere blev likvideret af modstandsbevægelsen.
Aftenen før sin henrettelse den 29. december 1943 modtog Alf Tolboe Jensen besked om, at hans benådningsansøgning var blevet afslået, og at dødsdommen ville blive fuldbyrdet få timer senere.
Efter at have talt med den tyske feltpræst og fået den sidste nadver blev han ført fra arresten til kasernegården ved Vester Allè Kaserne, hvor en henrettelsespeloton på én officer og 20 soldater klokken 08.02 eksekverede krigsrettens dødsdom.
I sit afskedsbrev til sine kære stod hans ord stærke og klare tilbage: ”… jeg er ikke anderledes, end jeg kan være i min Tro paa Gud … det eneste, der kan hjælpe, er Ens Barnetro, det ved jeg nu …”
.
