Denne artikel blev oprindelig bragt den 27. december 2019
Af Louis Bülow
Den fattige hyrdedreng fra Påbøl ved Sønder Omme J. C. Christensen var toneangivende i dansk politik i en menneskealder og méd til at bane vejen for den danske parlamentarisme og det politiske systemskifte fra 1901.
Med sin moderniserede grundlov af 5. juni 1915 fik han knæsat lige og almindelige valgret som politisk princip, og for første gang i historien kunne kvinder stemme og opstille til Rigsdagsvalg på lige vilkår med mændene.
Det skulle holde hårdt, inden kvinderne nåede så langt. Modstanderne på tinge havde kun hånlig hovedrysten tilovers for kvindesagen. Et medlem af Landstinget mente sågar at vide, at kvinder var uegnede til politisk arbejde på grund af deres specielle psyke og advarede mod at gøre ægteskabet til en politisk slagmark ved at give kvinder deres egen stemme.
Det skulle ikke gå så galt endda, og i dag 100 år senere sender Venstres vælgere i Sydjyllands Storkreds sikkert fra tid til anden en venlig tanke med tak til salig J.C. Christensen fra syvende kartoffelrække i Påbøl for deres lokale og folkekære folketingsmedlem Anne Matthiesen, der solidt forankret i Stenderup-Krogagers bondemuld bor kun få km fra J. C.s fødested.
Anni Matthiesen (V) – Foto: René Lind Gammelmark
Også Anni Matthiesen har rødder i et lille landbosamfund helt derude, hvor kragerne vender. Hendes barndoms land i den hedengangne Helle Kommune var rundet af stoute bønder med bibelske traditioner og kristenkultur dybt forankret. Hvor et ord var et ord, en aftale en aftale, og hvor det ikke var nødvendigt at låse døre, når man skulle et ærinde.
Med hendes egne ord:”Jeg er selv født og opvokset i et landdistrikt, og jeg har været vant til at skulle kæmpe for at få realiseret det, jeg brænder for. Det har præget min tilgang til politik.”
Hun kom til verden fastelavnslørdag den 8. februar 1964 – kærlighedens og ungdomsoprørets årti, hvor unge med blomster i håret og peace, love and flower power i rygsækken følte sig mere hippe end deres forældre, røg en sjovere tobak og nærmest satte 1960’erne på den anden ende
I den lille landsbyflække gik det dog lidt mere stilfærdigt for sig. Anni blev forundt en barndom og opvækst på forældrenes frilandsgartneri mellem Fåborg og Agerbæk, der emmede af tryghed og hjertevarme. Med et væld af lykkestunder og mindeværdige øjeblikke, som hun senere i livet har kunnet genkalde sig i alle detaljer, og med stor glæde favner og øser af.
Allerede fra barnsben lærte hun og hendes tre søskende at yde deres og gå til hånde derhjemme, hvor de stiftede bekendtskab med klassiske – nogle vil måske sige gammeldags – dyder som flid, ordentlighed og troværdighed, som hun senere kunne tage med sig ud i livet.
Anni mistede sin far, da hun var 12 år gammel, og moderen besluttede at køre gartneriet videre som en blomsterbutik med fokus på blomsterbinding. Få år senere tog Anni som den første i familien studentereksamen fra Grindsted Gymnasium.
I det vestjyske var 1960’erne ellers en tidsalder med trange kår for både uddannelse og kultur i hverdagen, og ofte var man afskåret fra at få del i de privilegier, som andre steder blev taget som givne: en klassisk koncert, en kunstudstilling, en digtoplæsning, en teaterforestilling.
Hverken arbejderdrengen fra Agerbæk, lærlingen fra Aare eller gartnerens datter fra Faaborg blev levnet de store muligheder for at tage med mor og far på Nationalmuseet, Det Kongelige Teater eller Kunstmuseet Louisiana.
En spirende politisk bevidsthed fik i 2007 Anni Matthiesen til for første gang at opstille til Folketinget i 2007 for Vejen-kredsen, og hun blev valgt ind i Folketinget den 15. september 2011 for Sydjyllands Storkreds. Med begge ben på jorden forstod hun at komme de stoute vestjyder i møde og bygge broer til både bønder og byfolk, husmænd og gårdejere, arbejdere og småkårsfolk, håndværkere og selvstændige, dem til højre, dèm til venstre.
Hun bragede ind i mange hjerter og vandt genklang hos de vestjyske vælgere med forrygende opbakning i lokalområdet, der tog hende til sig, som dén, hun var – én af deres egne. Hun blev genvalgt med store personlige stemmetal i såvel 2015 som i 2019.
For få måneder siden faldt valget af Venstres nye gruppeledelse på plads, og Anni Matthiesen fortsatte som medlem af Venstres gruppeledelse. Samtidigt blev det vestjyske folketingsmedlem valgt som ny ordfører for det store og vigtige social- og indenrigsområde.
Man kunne ikke have truffet et bedre valg. Som en folkets kvinde med samfundssind og socialt sindelag så Anni sin gerning på tinge som et kald, en passion. Med et varmt hjerte, der bankede for små og store, høj og lav, gav hun stemme til den jævne og almindelige dansker, der ellers sjældent kom til orde, ligesom hun modigt tog hånd om dem, der havde det svært og ikke passede ind.
Da krisen i Venstre var på sit højeste, oplevede man det gamle hæderkronede parti som et nærmest dysfunktionelt parti med åben fløjkrig, bitre personopgør, stridigheder og skånselsløse magtkampe, der truede med endegyldigt at ødelægge partiet.
Det fik Anni Matthiesen til at træde i karakter som én af de første, tage bladet fra munden og i et TV-interview kræve nødvendige udskiftninger i V-toppen af hensyn til partiet:
– Det er nødvendigt med nyt blod i toppen af partiet … En gang i mellem kan det være nødvendigt med drastiske skridt,” konstaterede hun og fortsatte med henvisning til partiets græsrødder:”Det er vigtigt, at vi tager vores bagland alvorligt – for uden baglandet er vi ingenting.”
I det landspolitiske landskab rager hun op som en redelig og ordholdende politiker uden svig, der solidt forankret i Stenderup-Krogagers bondemuld personificerer borgerlig anstændighed med hjerte, sjæl og socialt samfundssind med hele vejen.
Uden på noget tidspunkt at give køb på sine liberale værdier og idealer …
Nok karrig med store ord og armbevægelser, javel, men aldrig fedtet med troværdighed og faste håndtryk. Noget så sjældent i magtens korridorer som en hæderskvinde med mod og vilje til at lytte til sit hjerte og ikke bange for at gå imod den officielle partilinje, når samvittigheden kræver det.
Også selv om det politiske håndværk i den sidste ende kræver, at der sluges kameler hén ad vejen.
Det blev således bemærket, at Anni Matthiesen offentligt og med klar stemme opponerede imod nedlæggelsen af regionsrådene, ligesom hun turde siges at tilhøre den fløj i partiet, der så med stigende skepsis på partiets udlændingepolitiske linje.
Hun var imod udlændingeminister Inger Støjbergs forslag om at gøre et håndtryk lovpligtigt ved ceremonier i forbindelse med statsborgerskab, og hun tog afstand fra burka-forbudet, der var ved at rive Venstre midt over.
”Min opfattelse er, at vi går over grænsen i forhold til de frihedsrettigheder, vi ellers står for i Venstre. Men vi er forskellige partier i blå blok, og derfor er man en gang imellem nødt til at sluge nogle forholdsvis store kameler”, sagde hun til Berlingske Tidende i september sidste år.
”Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er på Støjbergs fløj,”som hun sagde.
Hos Anni Matthiesen vil man lede forgæves efter lunken missionshustale, fersk artighed og billig portvin. Venstre-kvinden fra Stenderup-Krogager tænker mere i substans og meget lidt på taktiske hensyn – ikke noget her med spindoktorer og reklamedrenge til at styre de politiske budskaber.
Danmarks udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet har i et interview i Politiken lettet på hatten og kippet med flaget for Anni Matthiesen som sin bedste politiske modstander med disse ord:
”Hun er oprigtigt nysgerrig på andre partiers synspunkter … Når jeg hører folk sige, at alle politikere er løgnagtige magtmennesker, tænker jeg ofte, at de skulle møde Anni.”
Også det tidligere folketingsmedlem Carolina Magdalene Maier fra Alternativet har for nylig truttet i trompeten for Anni Matthiesen som indbegrebet af en politiker med integritet:
”Hun spinner aldrig. Hun giver sin uforbeholdne og ærlige politiske mening … Anni er en politiker af hjertet … hun er hjertevarm, altid god for et kram
Anni Matthiesen – Foto: René Lind Gammelmark
