Denne rejseberetning er skrevet af Jakob Dybdahl. Den 33. dag var et glædeligt gensyn, idet Kasper Mølgaard Andersen og Jesper Sommer Jensen var i samme by, og de tre kunne sammen fortsætte turen mod Gibraltar.
#37 Tak for kampen EDT
Da turens mål er Tarifa, det sydligste punkt af Europas fastland, så vil jeg 80 km inde på dagens etape ikke længere følge European Dividere Trail (EDT) resten af mit eventyr. EDT fortsætter mod Portugal og jeg mod Tarifa.
Jeg er blevet udfordret af EDT, og har enkelte sektioner måtte finde alternativer til den, når vejen flere dage i streg ikke har været farbar på en cykel. Den officielle rute er derfor fulgt hele vejen fra Grindsted til nu, hvor det har været muligt, hvilket har været størstedelen af EDT. En fed, flot og ubarmhjertig rute, som jeg er stolt over at have fulgt i 3.800 km.
Dagens tur gik gennem olivenmarker i 40 graders varme med nogle få sektioner op ad. Landskabet er helt specielt med alle de oliventræer.
Til frokost havde vi udset os en større by, hvor vi havde planer om at finde en god restaurant. Trods åbningstiderne fundet på Google Maps havde alt dog lukket, og jeg mistænker at det har noget med de høje temperaturer at gøre. Heldigvis fandt vi dog et sted, hvor vi kunne få noget koldt at drikke.
Da det blev aften nåede vi frem til dagens overnatningssted. Det blev til stealth camping mellem oliventræer efter en tur i Marcadona hvor vi blev fully loaded fra delikatessen.
Status er at der er 248 km tilbage, som jeg vil tilbagelægge over 3 dage – så god tid! D. 4. august bliver dagen hvor jeg ankommer. På Målstregen vil min søde kæreste Cecilie og hendes forældre tage imod mig. Senere står den på en overnatning på et fint hotel og festmiddag sammen med Cecilie – jeg glæder mig!
Dag 37 cyklede Jakob 118 km og nåede op på 3712 km.
Klik på billederne i galleriet for at se dem i stor størrelse
#38 Ikke kun asfalt tilbage – fedt!
Vi kom tidligt op og afsted og kunne nyde de køligere timer.
Jeg var i den tro at vi skulle køre store ærgerlige hovedveje resten af vejen, men min gode copilot, aka far, som sidder hjemme i DK og gør et kæmpe stykke arbejde med at analysere ruten, havde hjulpet med at tilpasse mit udkast til den sidste del af turen, så vi kom ud på mindre veje og grusveje.
Jesper holdte heller ikke hele vejen uden at punktere, og måtte ind i skyggen og få skiftet slange. Svinet har stadig ikke punkteret, men den kører tubeless og ikke sådan noget gammeldags dæk og slange, så den skal nok holde
Der var et stykke op ad en svag stigning i 8 km, hvor der var rigtig meget trafik og modvind. Det var ikke særlig fedt.
Vi kom ind til storbyen Ronda, hvor vi valgte at splitte. De to andre ville gerne på hotel, og jeg havde egentlig tænkt mig at cykle lidt videre ud af byen. Jeg valgte at køre et hurtigt supermarked-måltid som jeg ville tage med ind til torvet og spise, hvor jeg så ville have en kop kaffe bagefter. Det skulle dog vise sig at gå anderledes. Efter jeg havde købt ind og var kørt 10 min ind mod centrum med posen på styret, fandt jeg ud af at jeg havde glemt min telefon ved supermarkedet – kritisk! Så hurtigt tilbage og så var den der heldigvis stadig – vigtigt! Kan ikke overleve uden Google Maps.
Planerne blev ændret, så aftensmaden fra indkøbsposen blev indtaget på et mindre torv, og så ellers ud på en campingplads uden for byen.
Ronda var virkelig en flot by med mange gamle bygninger. Endnu en by der fortjener en hel dag. Campingpladsen var rigtig fin og der var endda en restaurant i forbindelse med, så jeg kunne lige få en sovepille i form af en stor øl.
Jeg har nu kun 120 km til Tarifa, og kunne egentlig godt tilbagelægge det i morgen, da underlaget primært er asfalt. Jeg har dog valgt at køre 100 km og ramme et hotel i Algeciras. Her vil jeg ankomme tidligt, få arbejdet på indlæg, tjekke sent ud, og så rulle det sidste stykke til Tarifa hvor Cecilie og hendes forældre vil tage imod mig omkring kl. 12. Herfra bliver alt en fest – og jeg kan slet ikke vente!
Dag 38 cyklede Jakob 129 km og nåede op på 3841 km.
Klik på billederne i galleriet herunder for at se dem i stor størrelse
#39 Sidste hele dag
Det er smart at man kan tørre tøj om natten hernede sydpå. Så mig i rent og tørr cykeltøj, og så var det ellers bare afsted. Op og ned de første 30 km ind til jeg nåede byen Gaucín – virkelig flot bjergby! Her kunne jeg spotte de første britiske turister, mens jeg nød morgenkaffen og en toast.
Herfra bevægede jeg mig hurtigt 600 hm ned, og så var det ellers bare lange flade strækninger med små bump. I dag har jeg ikke tænkt over at ligge og kontrollere pulsen, så har kørt med “hovedet under armen” – nu kan det være lige meget at gå kold.
Meget af dagen stod på hovedvej eller små landeveje – ikke så meget trafik heldigvis. Havde lige 8 km på grusvej, og det var klart det fedeste af dagen. Her var der et lille flashback til Jura-bjergene i Frankrig/Schweiz, da jeg skulle gennem et ko-hegn lavet af pigtråd og pinde.
Fik en god frokost ved en lokal restaurant hvor de lokale sad og spillede kort. Hygge. Herfra var det ellers bare mod storbyen Algeciras. Min copilot (aka far) og jeg kigget meget på hvordan man lige kommer derind, og man skulle lidt en omvej for at kunne komme over en flod. Det lykkedes heldigvis rigtig godt, og jeg kom ind ad de helt små veje.
Tæt på Algeciras begyndte der at være storke overalt. Der var en rede i hver elmast. Vil skyde på at jeg har set 30-40 storke i dag. 30 af dem på 2 km.
I Algeciras fik jeg tjekket ind på det billigste hotel jeg kunne finde. Fint nok til sådan en simpel bikepacker som mig. Det var midt i centrum, så gode restaurant-muligheder til om aftenen.
I morgen er dagen. Dagen hvor jeg kommer i mål. Dagen hvor jeg skal genses med Cecilie. Jeg kan ikke forstå hvad det er for en tur jeg har været igennem – så mange oplevelser. Er så glad for at kunne fejre det med Cecilie og at vi har arrangeret et ophold i Tarifa.
Dag 39 cyklede Jakob 103 km og nåede op på 3944 km.
Klik på billederne i galleriet herunder for at se dem i stor størrelse